Værdigrundlag

På Greve Fri er vores primære mål, at skabe en god skoledag for alle. Vi tror på, at alle børn har ret til en god skoledag, og at dette opstår i fællesskab mellem alle skolens parter. Vigtigst er naturligvis eleverne, men dernæst også lærerne, pædagogerne, ledelsen, det øvrige personale og forældrene. Grundlaget for at kunne skabe den gode skoledag findes i vores tre kerneværdier: Tillid, respekt og ansvar.

Tillid

Vi ønsker at skabe et fællesskab på skolen, hvor vi har tillid til hinanden. Denne tillid vil være grobund for trivsel og dermed også den gode skoledag. Som skole har vi tillid til at elever og forældre møder skolen med engagement, herunder også aktiv forældredeltagelse i skolens arrangementer, arbejdsdage, mv. Tilliden skal være gensidig, og som forældre, kan I stole på, at vi som skole, prioriterer elevernes trivsel og læring højst.

Vi skal værne om en transparent kommunikation. På Greve Fri vægter vi klar og tydelig kommunikation højt, da vi tror på, at det er en af grundstenene til tillid mellem alle skolens parter.

Ved at skabe tillid skaber vi også tryghed. En tryghed, som giver plads til at eleverne tør stille sig frem. Skolen har fokus på udvikling af individet og skabe elever, som er trygge og ser meningen ved at indgå i forpligtende fællesskaber og turde at gå forrest. At skolen er en tryg base for børnene opnås også gennem en overskuelig og genkendelig struktur i hverdagen.

Respekt

På Greve Fri lægger vi vægt på, at alle parter mødes med respekt. Dette sker gennem rummelighed og ved at give plads til forskelligheder. Lærerne og pædagogerne vil have fokus på problemløsende adfærd for dermed at være på forkant med håndtering af konflikter. Derudover skal der være en venlig og respektfuld tone, både fra skolen, forældrene og eleverne imellem. Dette er gældende både i skolen og uden for skoletid. Der skal ligeledes være plads til forskellige meninger og åben debat. Vi skal omgås hinanden med gensidig respekt og opmærksomhed.

Skolen skal i dens formål og i hele dens virke forberede eleverne til at leve i et samfund med frihed og folkestyre samt udvikle og styrke elevernes kendskab til og respekt for grundlæggende friheds- og menneskerettigheder, herunder ligestilling mellem kønnene.

Som skole anser vi dette som et bærende led i dannelsen af fremtidige demokratiske borgere.

Ansvar

Ansvaret for den gode skoledag og det stærke fællesskab på Greve Fri deles mellem alle parter. Skolens bestyrelse og ledelse skaber de overordnede rammer for en tryg og lærerig dag for eleverne. De dygtige lærere og pædagoger vil varetage skolens værdier, elevernes trivsel og sørge for et højt fagligt niveau. Eleverne har også et indbyrdes og fælles ansvar for at opretholde og styrke fællesskabet på skolen og for at være gode skolekammerater. Som forældre forventes det, at I tager ansvar for jeres børns skolegang ved at støtte og værne om skolens værdier.

Derudover ønsker vi også at skabe en skole, hvor vi tager ansvar for det lokalsamfund, vi er en del af. Dette indebærer blandt andet at udnytte de fantastiske ressourcer vi har omkring os i landsbyen, for eksempel Greve Museum, Greve Skov og Greve Kirke. Vi tror på, at det er ansvarligt og bæredygtigt, at vi som skole viser eleverne vigtigheden af den natur, kultur og historie vi har omkring os.

Pædagogisk grundlag

Der er en rød tråd i vores pædagogik. En forudsigelig og kendt pædagogik, som bygger på en dialogisk og anerkendende tilgang, der vil følge eleven fra det starter i 0. klasse og i en alderssvarende progression udbygges til eleven afslutter 9. klasse i udskolingen.

Nedenfor har vi beskrevet det teoretiske grundlag for skolens pædagogik og tilrettelægning af undervisningen.

Mestringstro og handlekompetence

På Greve Fri vil vi skabe venskabsklasser og rollemodeller. Hensigten er, at de yngre elever skal lære fra de ældre. De ældre elever lærer, hvordan man er gode, ansvarlige rollemodeller samtidig med, at de lærer at “lære fra sig”. De ældre elever opnår herigennem en viden og forståelse, som udmønter sig i en ansvarsfølelse, som følger dem i deres daglige gang på skolen. Dette vil understøtte elevernes mestringstro, det vil sige, troen på egne evner.

Vi vil støtte eleverne i at lære sig selv at kende. De skal vide, at vi alle er gode til forskellige ting. Vi vil hver især være gode til nogle ting og mindre gode til andre ting. Vi vil dog alle være særlige på hver vores måde. Elevernes trivsel er afhængig af, om de føler sig værdifulde og har tillid til deres egne evner. Vi tror på, at dette vil være med til at styrke elevernes handlekompetence, ikke kun i faglige sammenhænge, men også ud over skolen og senere i livet.

Zonen for Nærmeste Udvikling

Som skole, vil vi stræbe efter at møde den enkelte elev dér, hvor denne er. Undervisningen vil tilrettelægges efter principper om zonen for nærmeste udvikling. Kort forklaret betyder dette, at der tages udgangspunkt i, at eleverne bliver mødt på det niveau, de befinder sig på og derfra bliver fagligt udfordret. Først når eleven har lært plus og minus, kan man gå videre til division. Det vil være lærerens opgave at understøtte elevens progression og sørge for differentieret undervisning.